Jeg er netop kommet hjem fra en dejlig vintur til Piemonte, nærmere betegnet Barbaresco og Barolo. Helt traditionelt foregik turen med bil – også de daglige ture ud til vinproducenterne. Der er dog en anden måde at transportere sig rundt på i bakkerne, som jeg helt klart vil prøve næste gang og det er at tage sin cykel med eller eventuelt leje en dernede. Det er et skønt men bakket område at køre rundt i og afstandene er ikke for store. Mellem de vigtigste byer som La Morra, Barolo, Castiglioni Falleti og Serralunga er der kun 5-6 km – til gengæld ligger de alle på nogle bakketoppe, som er 300-500 m høje.
Det giver god træning og samtidigt kan man få forbrændt den vin, man måske er kommet til at drikke ved vinbesøgene. En god kombination.
Overnatningsmuligheder er der flere gode muligheder for i Barolo-landet. Jeg boede selv i La Morra på et hyggeligt Bed & Breakfast, der ligger lige midt i byen med let adgang til byens restauranter og seværdigheder.
En af de restauranter man absolut må besøge, hvis man er i La Morra er Restaurant Bovio, som ligger lige ved opkørslen til byen. Maden er suveræn og de har et imponerende vinkort med de fleste producenter fra området til rimelige priser. Og så ligger restauranten med den mest fantastiske udsigt ud over vinmarkerne. Så selv om man spiser sent i Italien, så kom før solen går ned.