Skal man vælge blot ét land at holde vinferie i må det blive Frankrig. Det er dejligt tæt på Danmark og så kender man eller har hørt om mange af vinene fra de enkelte områder. Endelig har de fleste franske vinområder været vant til vinturismen, så der er ikke mangel på muligheder. Og så spiser man jo godt i Frankrig – vin og mad hører sammen. I denne artikel vil jeg forsøge at give et overblik over forskellig vinrejser til Frankrig.
Det første område, der umiddelbart springer i øjnene, når man taler vinferie i Frankrig er Alsace. Det er det franske vinområde, der ligger tættest på Danmark og det tager kun godt 8-10 timer at køre derned, alt efter hvor man starter i Danmark. I Alsace er det hvidvinen, der dominerer – den fås til gengæld i mange forskellige varianter og passer godt til det lokale køkken. Men noget af det bedste ved Alsace er den meget flotte natur og de skønne små vinbyer. Desuden bør man ikke snyde sig selv for et tur til de to hovedbyer Strassbourg og Colmar. Du kan finde gode rejser til Alsace her.
Kører man blot en smule længere syd på kommer man til Bourgogne – et af de klassiske franske vinområder. Her strækker vinområderne sig faktisk fra Chablis i nord – det er kun hvidvin – og så syd for Dijon, hvor de kendte områder i Côte d’Or begynder. Her finder du kendte navne som Chambertin, Meursault, Montrachet og mange flere. Hovedbyen er Beaune, som absolut er obligatorisk på en vintur til området.
Vinene er ikke ligefrem billige i området, men der er mange steder, hvor man kan få lov at smage nogle af de dyre dråber. I det sydlige Bourgogne ligger distriktet Beaujolais, hvor vinene er mere overkommelige i pris, men også har en helt anden mere frugtig stil. Men skal man bo i området, så gå efter Beaune og omegn.
Endnu længere mod syd i området fra Lyon i nord og næsten ned til Rivieraen (motorvej A7!) ligger Côtes du Rhône, hvis vine er blandt danskernes foretrukne. Rhône-området er vinmæssigt opdelt i nord og syd og der er stor forskel på både vinene og de områder, som de befinder sig i. Som turist er mulighederne nok størst i det sydlige område, hvor det nordlige er knapt så hyggeligt. I nord finder man områder som Côte Rôtie, Hermitage, St. Joseph, Cornas m.fl. De fleste er rødvine og de er lavet på Syrah. Distrikterne er meget små og priserne ganske høje. Ønsker man at besøge dette område, kan man tage en dag i Lyon og så en dag i vinområderne – det vil være nok for de fleste.
I det sydlige Rhône nærmer man sig Provence og her finder man vindistrikter som det berømte Chateauneuf-du-Pape, Gigondas eller Rasteau, der alle ligger tæt på hinanden og byder på et væld af små familie-vingårde, man kan besøge. Der er flere gode campingpladser i området, f.eks. i Ardeche, og også hoteller og kroer.
Længere syd på og mod vest kommer man til Languedoc og Roussillon. Her findes et utal af muligheder for vinbesøg på små domæner og en række vinbyer, der er både charmerende og indbydende. Se dine muligheder i Languedoc og Roussillon her.
Tager vi endnu længere mod vest og ud til Atlanterhavskysten kommer vi til det mest kendte vindistrikt i Frankrig, Bordeaux. Her er vi langt væk og man kan ikke køre hertil på en dag. Læs artiklen om Bordeaux vin eller se dine feriemuligheder i Bordeaux her.
Et sidste område er Champagne, der ligger ca. 1-2 timers kørsel øst for Paris og derfor er et oplagt udflugtsmål, hvis man alligevel besøger Paris. Det hvad enten man er i bil eller evt. er fløjet til Paris. Der er gode togforbindelser til Reims – hovedbyen i Champagne - fra Paris og det er et dagsbesøg værd.
Dette var et hurtigt overblik over vinferier i Frankrig. God tur derned og kommenter gerne, hvis du har gode tips.